FAQ

Hvem er du?

Det er ikke et spørgsmål jeg ynder at svare klart på, så derfor svarer jeg vagt. Jeg er ingen, eller rettere jeg føler mig som ingen. Jeg er sindssyg (og uforståelig for den sags skyld) hvis du spørger psykiatrien. Jeg har en kæreste, men tænker tit på om jeg overhovedet tror på kærlighed. Jeg vil gerne være ting jeg ikke er, jeg føler jeg arbejder hårdt, men føler mest bare jeg kæmper for ikke at drukne.

Hvorfor skriver du altid om død, sorg, depression, stoffer, tragi-komik, lidelse, etc.? Kan du ikke skrive et glad digt en gang imellem?

Jeg synes umiddelbart det er et fjollet spørgsmål du stiller, du evige stemme i mit hoved. Men for at give dig et rimeligt svar så vil det være noget a la følgende:

Livet er ikke en glæde. Livet er frygteligt. Jeg ser det værste i mennesker, uden måske at kunne se det gode. Jeg hader meget mere end jeg elsker. Jeg lider meget mere end jeg lever. Jeg er træt når jeg vågner og døden nær når jeg skal sove. Jeg har været gennem en lang liste af behandling både mere og mindre professionelt. Jeg går ture hver dag. Jeg drikker ikke, ryger ikke, er fysisk aktiv. Krammer træer og prøver at tale ordentligt til mig selv. Jeg er til stadighed lidende. At mine digte og skriverier bliver derefter er i virkeligheden ikke specielt overraskende.

Kunne du overveje professionel udgivelse?

Hvis og kun hvis det blev gjort rigtigt. Med rigtigt mener jeg som regel at jeg har en lang liste af krav som de fleste forlæggere vil hade mig for, men de er ret kravene er ret så ufravigelige – jeg er en klassisk stædig, pedantisk og ekstremt uretfærdig type.

Har du nogen venner?

Ja, jeg har faktisk nogle tætte venner. De har været omkring mig længe og selvom vi ikke ses særligt ofte, så er det altid som om at det bare fungerer. Noget som det ikke gør med ret mange mennesker. Faktummet at vi har kendt hinanden længe og de har accepteret mig og min af og til erratiske (og uudholdelige) væremåde hjælper meget for min følelse af venskabelighed.

Du snakker/skriver meget om psykiatri, men du har ikke som sådan kredentialer hertil har du?

Hvis du med kredentialer spørger om jeg er psykiater, så nej, det er jeg ikke. Hvis du spørger om jeg er en art anti-psykiatri kritiker så tager du også fejl. Jeg er forhenværende psykiatribruger, jeg blev diagnosticeret med skizofreni. Jeg har været indlagt i lang tid. Jeg hadede det, medicinen hjalp ikke og har ikke gjort. Det har farvet mit syn på psykiatrien meget, men jeg er ikke imod en psykiatri. Hvis jeg skulle opsummere min kritik meget, meget kort (og uden at undersøge om andre har lavet selvsamme kritik på samme måde som jeg gør, før mig) så vil jeg sige at den psykiatriske teori ikke stemmer overens med dens praksis og umuligt kan komme til det. Det vil sige jeg mener at en psykiatri er mulig, men det ville kræve omvæltninger i stor skala indenfor både det teoretiske paradigme og det praktiske.

Jeg finder ofte at du laver mange selvmodsigelser i dine digte?

Ja. Men også nej.

Hvad er dit forhold til selvmord?

Nært. Jeg har forsøgt det, overvejer det, tænker på det, bliver ramt af tanker om det. Jeg plejer at kalde det en ting jeg opholder mig ved. En tanke, en følelse. Jeg bliver ikke ekstremt panisk af det og oftest er de her tanker ’uden planer’. Når jeg publicerer digte om selvmord eller i lang tid ikke har skrevet om andet end selvmord så er det ikke nødvendigvis et tegn på at ’nu varer det ikke længe’. Tværtimod tror jeg man ville finde, ved nærmere gennemgang af alle mine digte (hvad I ikke har tilgængeligt) at mange af mine digte centrerer om selvmord.

Herudover vil jeg lave en klarifikation – jeg er ikke interesseret i død nødvendigvis. Som så mange andre ’selvmordsinteresseret’ så er jeg interesseret i at få det til at holde op. Nuvel, hvad er det jeg specifikt gerne vil have til at holde op? Lidelse, helt og aldeles. Det er bare desværre tilfældet at livet indebærer lidelse. Og spørger man mig, siger jeg gerne ”livet er lidelse!”, triumferende som en deprimeret alkymist i deres hjemmelaboratorie som netop har lavet deres store gennembrud.

Med denne klarifikation bringer jeg nu et paradoks. Paradokset er blevet præsenteret tror jeg, ved mange forskellige forfattere, af hvilke jeg selvfølgelig er en stor fan. Jeg kan nævne Arthur Schopenhauer, Peter Wessel Zapffe, E. M. Cioran. Thomas Ligotti præsenterer paradokset bedst i sit filosofiske værk The Conspiracy against the Human Race.

Paradokset: Du kan godt ønske at få lidelsen af liv til at holde op, men du kan ikke få det til at holde op fordi du, ved livets ophør vil ophøre med at eksistere og dermed ikke få lov til at opleve tilstanden ”ophørt lidelse”.

Nuvel. Er det her mine grunde til ikke at forsøge selvmord hver dag? Forsøger jeg i virkeligheden symbolsk selvmord hver dag? Snakker jeg bare for at snakke, fylder folk med lort på baggrund af spørgsmål jeg ikke selv har den svageste anelse om hvorledes jeg skal besvare?