Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Det er nok det mest ærlige svar jeg kan give. Jeg skriver om død, sorg, paranoia, kærlighed, druk, fremmedgørelse, begær, psykose, desperation og den slags ting fordi det er den slags ting jeg tænker på. Jeg ville ønske det ikke altid var tilfældet. Jeg går ture hver dag. Jeg forsøger at opføre mig ordentligt overfor mennesker. Jeg prøver at tale pænere til mig selv end jeg gjorde engang. Jeg er stadig et menneske som vågner træt og går i seng med en følelse af at noget i mig allerede er dødt eller døende.
Jeg har været indlagt længe. Jeg har taget medicin som ikke hjalp mig særligt meget. Jeg har mødt mennesker som gjorde deres bedste og mennesker som bestemt ikke gjorde. Det har efterladt mig med et forhold til mit eget helbred og andres 'hjælp' som hverken er entydigt hadefuldt eller tillidsfuldt. Jeg tror ikke på den romantiske idé om galskab og genialitet, men jeg tror heller ikke på at mennesket kan reduceres til diagnostiske beskrivelser uden at noget vigtigt går tabt i processen.
Jeg tror generelt meget lidt på rene forklaringer.
Det gælder også mine digte. De selvmodsiger ofte sig selv fordi jeg selv gør det. Mennesker gør det. Tanker gør det. Man kan vågne om morgenen overbevist om én ting og gå i seng med følelsen af at man hele dagen har levet i en løgn. Jeg tror ikke længere særligt meget på idéen om det fuldstændigt sammenhængende menneske. Måske har jeg aldrig gjort det.
Jeg er heller ikke specielt interesseret i at gøre mig selv fuldstændigt forståelig. Der findes en voldsom trang i moderne offentlighed til konstant at forklare sig selv, udrede sig selv, reducere sig selv til noget læsbart og stabilt. Jeg har ikke lyst til at deltage fuldstændigt i det projekt. Derfor skriver jeg under pseudonym.
Ikke fordi jeg ønsker at være mystisk. Mystik er bare en anden performativitet i det her teaterspil. Jeg fornemmer en frygt for at blive set. En viden om at nogen ved hvem jeg er og hvad jeg gør. Der er også en ide om det ideale hvad angår teksternes egen integritet – at teksterne er vigtige uden for mig, at de kan læses uden mig.
Hjemmesiden er bare et sted, ligesom et hjem bare er et sted. Jeg ville gerne have et sted hvor tingene kunne stå. Et sted hvor digtene, prosastykkerne, fragmenterne og tankerne kunne opholde sig uden nødvendigvis at skulle legitimere sig gennem forlag, institutioner eller sociale medier. Hvis nogen læser det og finder noget værdifuldt i det er jeg selvfølgelig glad. Hvis ingen gør, så ville jeg sandsynligvis stadig skrive alligevel.
Jeg drømmer ikke særligt meget om at være kendt. Jeg drømmer måske mere om at få lov til at fortsætte. At fortsætte med at læse, skrive, tænke, formulere, gentage, ødelægge og genopbygge ting. Mange af teksterne her er skrevet hurtigt. Nogle er skrevet om mange gange. Andre burde måske aldrig være blevet set af nogen. Det interesserer mig ikke længere at fremstå særligt velafbalanceret. Jeg interesserer mig mere for hvorvidt noget føles levende, også når det er grimt, modsigende eller febrilsk.
Måske er det i sidste ende det eneste jeg prøver på. Ikke at blive forstået fuldstændigt, men at undgå fuldstændig stilhed.